ANNE KIRSTINE CRAMON - og problemet med den kreative klasses meningsmenneskers mange meninger
Dansk Regnbueråd havde forleden en lille Twitter-tête-à-tête med Anne Kirstine Cramon, kommunikationsdame og kendt fra bl.a. podcasten “Det, vi taler om”.
Vi laver ikke denne blog-post for at genere Anne Kirstine Cramon, men for at sætte spotlight på et af største problemer, vi står over for i kampen for at stoppe kønsskifte til børn & unge og bringe LGBT-sagen tilbage i øjenhøjde med danskerne og danske værdier. Det problem kan man kalde:
"Den kreative klasses meningsmenneskers ulidelige lethed."
Lad os slå fast: AKC er ikke dum. Ikke uintelligent. Ikke uinformeret. Hun lever af at kommunikere, ovenikøbet. Hvis man, som vi, elsker 'Det, vi taler om', så ved man at AKC er det man med en vis ret kan betegne som 'woke' - altså klart og positivt tunet ind på tidens identitetspolitiske strømninger, hvor man højagter ting som Black Lives Matter, kulturel appropriation, kønsidentitet, LGBTQIA+ - og selvfølgelig MeToo.
MeToo vis-à-vis Anne Kirstine Cramon er lidt interessant ift. diskussionen om kønsskifte til børn, som twitter-tråden primært handler om:
Informeret børnesamtykke?
AKC har i mange samtaler og skriftlige ytringer forholdt sig til væsentligheden af at kvinder kan og skal give samtykke ved sex - og at den nye lovgivning, der indskærper dette, er væsentlig for kvinders rettigheder og sikkerhed uanset deres alder. Loven skal beskytte kvinder og juridisk stille dem bedre. Væsentligst af alt: Børn kan ikke give samtykke til sex med voksne.
Samme væsentlighed ser AKC imidlertid ikke, når det handler om mindreårige, psykisk sårbare børns retssikkerhed. Hun mener at disse børn fint kan give samtykke til livsændrende, irreversibel, såkaldt kønskorrigerende behandling. Hun mener ovenikøbet, som man kan læse af tråden, at vi må acceptere at nogle af disse børn vælger forkert. "Det er prisen ved at leve i et frit samfund", siger Anne Kirstine Cramon.
Men kan børn give 'informeret samtykke'? Kan børn tage beslutninger, der involverer et fravalg af livsmuligheder, de endnu intet aner om? At blive mor til et barn. At amme det. At være en voksen mand. At blive far?
Lever vi op til det ansvar, vi som voksensamfund har, om at beskytte børn - særlig disse, de mest sårbare af dem - hvis vi giver dem lov til uopretteligt at ændre på deres kroppe og hjernekemi inden naturen har færdigudviklet dem? Er det ikke en ret DE har, som VI skal beskytte? Også selv om børnene gerne vil fraskrive sig den? Særlig når vi ved at langt de fleste af børnene kommer sig naturligt over det kønslige ubehag, hvis blot puberteten får lov at tilendebringe arbejdet?
Hvorfor er det at den samme ildhu og påpasselighed, som AKC udviser i spørgsmålet om overgreb på kvinder, ikke manifesterer sig på samme vis ift. at passe på den stærkt voksende gruppe af helt unge piger, der udgør det store flertal af børn med kønsligt ubehag? 7000% er stigningen siden 2014.
Hvorfra kommer AKCs villighed til at at smide nogle af disse børn under transtoget ud fra argumentet om, at det må man acceptere "også selvom det kan betyde at nogen træffer et forkert valg. Det er frihedens pris."
Prøv at stoppe op engang. Læs det igen.
"Også selvom det kan betyde at nogen træffer et forkert valg. Det er frihedens pris."
Frihed for hvem, Anne Kirstine? Den gruppe af unge, der senere indser at det valg, de fik lov at træffe som børn var fatalt forkert, og som nu må leve i et kropsligt fængsel, der ikke længere reflekterer det køn, de er, eller har de reproduktive muligheder, som andre har, fordi deres kønsdele er fjernet? Som lider af knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko som følge af den medicin, de skal tage resten af livet?
Ingen siger jo at de unge, der efter puberteten viser sig at være kronisk kønsdysforiske, ikke skal kunne modtage behandling - så kan hvorfor kan vi ikke vente til da, og finde en anden måde at hjælpe disse børn på? Der er mange andre, ikke-medicinske muligheder. Lægerne på Sexologisk Klinik er jo selv kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt de hjælper eller skader børnene. Sverige er stoppet. Finland, Storbritannien. Norge er på vej.
Børneofre & voksenansvar
Er det virkelig rimeligt at ofre mange danske børns kroppe og fremtid, så nogle få, for hvem kønsskiftebehandlingen senere, i bakspejlet, kan konstateres at være rigtig, kosmetisk bedre kan illudere at være det køn, de føler sig som?
Er det prisen værd? Er det der, vi er? Som samfund? Er det sådan vi definerer vores ansvar som voksne? Ikke at tage det? At overlade disse beslutninger til børnene? De kan selv beslutte at påbegynde behandling med irreversible krydshormoner, når de fylder 15 år - uden om deres forældre.
Vi beskytter og tager beslutninger for vores børn på alle mulige andre områder. Sengetid. Mad. Skærmtid. Lektier. Alkohol. Fester. Sprog. Men lige her - på noget så afgørende som irreversibelt kønsskifte - der lader vi DEM tage beslutningen. Der ville Anne Kirstine Cramon lade SIT barn tage beslutningen, må vi forstå.
… Eller ville hun?
Spørgsmålet er nemlig, hvad der egentlig driver den kreative overklasses meningsmenneskers ytringer. Er det performativ wokeness? Er det frygt for at falde i unåde blandt det publikum og de kunder, de lever af? Er det, fordi de skal mene så meget om så mange ting på så kort tid og hele tiden, at de ikke rigtig sætter sig ind i tingene? Eller er det fordi wokeness repræsenterer en ideologi, man er nødt til at købe 100% ind på, ellers er det ud.
Eller er det lidt af det hele?
Empatiske, tankeløse voksne
Vi tror at Anne Kirstine Cramon er et intelligent, vidende, empatisk menneske. Nej. Vi VED at det er hun. Det må hun være. Så når en person som hun har købt 100% ind på kønsskifte til børn, og omgås problematikken så fjerlet i skrift og tale, så forestil dig hvor let det er for et barn at gøre det samme.
Et barn i indre oprør over pubertetens svære følelser og kropslige kaos.
Et barn med underliggende, svære psykiske diagnoser.
Et barn med kropslede sfa. seksuelt traume.
Et barn, der er blevet groomet på sociale medier.
Et barn, der finder validering af sine valg gennem rygklappende, kortsigtede, woke meningsdannere som Anne Kirstine Cramon & co.
Deri består problemet med den kreative overklasses meningsmennesker.
De burde se dokumentaren herunder.
Det gør du faktisk også.